Behandling af sportsskade

Maria – målmand
Jeg kom til skade den 23. Maj 2015, da jeg fik et knæ i hovedet under en fodboldkamp som resulterede i at jeg fik hjernerystelse med kramper/tics i kroppen og hovedet. Det betød, at jeg ikke kunne styre min egen krop. Jeg kunne ikke selv gå og specielt mit hoved var hårdt ramt af tics og kramper. Når jeg rejste mig lignede det, at der gik stød igennem kroppen.

Efter indlæggelse på Kolding og Vejle sygehus endte jeg til sidst på Aalborg sygehus, hvor jeg var i 9 dage. Efterfølgende blev jeg udskrevet til ambulant kontrol til den 17. August - dvs. næsten 3 måneder efter mit uheld.
Efter 3 uger havde jeg stadig tics i ansigtet og kunne stadig ikke gå uden hjælpemiddel.

11. Juni 2015 kom jeg til Neurofys.dk, og har siden set store fremskridt. Første gang jeg fik behandling havde jeg krave på og jeg kunne ikke gå selv. Efter en uge, til anden behandling havde jeg smidt kraven. Efter endnu en uge kunne jeg selv gå fra behandlingen, med lidt hjælp. Efter 4. Uge kunne jeg så småt løbe igen og begynde og drible lidt med en bold. Så på meget kort tid så jeg store fysiske fremskridt.

Neurofysioterapeuterne har været afgørende for, at jeg er kommet mig så hurtigt efter min hovedskade. Jeg er blevet vejledt og har fået øvelser som har gjort, at jeg hurtigt er kommet tilbage til min normale hverdag, men også er godt på vej til at blive klar til at dyrke elitesport igen.

Jeg fik at vide af lægerne at ro var vejen frem, men efter behandling ved Neurofysioterapeuterne har det vist sig, at en kombination af ro og genoptræning var vejen for mig både mentalt og fysisk.

 Læs mere om genoptræning efter hjernerystelse

Maria - 28. august 2015

For 97 dage siden blev min verden forandret for evigt. 
Jeg fik et slag i hovedet som betød at jeg ikke kunne styre min krop.
Ikke gå selv, ikke gå på toilet selv, ikke gå i bad selv, ikke spille fodbold,... 
Ikke kigge de mennesker jeg snakker med i øjnene, 
ikke tage min eksamen. 
Ikke leve MIT liv.
En frygt fulgte med. 
Frygten for ikke at blive mig selv igen, 
frygten for at blive hjerneskadet, 
frygten for ikke at kunne leve MIT liv, 
frygten for at leve i frygt. 
Jeg har igennem hele forløbet haft et smil på læben. 
Det første jeg gjorde efter at græde under krampeanfaldet, var at grine. 
Grin og smil har været min vej ud af frygten for det uvisse. 
Jeg har joket og gjort grin med mine tics og spasme. 
Men bag dette har været dage og bilture, hvor solbriller har skjult mine følelser omkring det hele. 
Denne oplevelse vil altid sidde i mig. 
Hver gang jeg tager min hjelm på bliver jeg mindet om hvad der er sket, 
hvilke konsekvenser det har fået. 
Men jeg bliver også mindet om hvor taknemmelig jeg er for at kunne spille fodbold og ikke mindst Leve MIT liv igen! 
Jeg vil ønske at flere målmænd ville spille med hjelm 
JA GU FANDEN ER DEN GRIM men den beskytter det vigtigste, 
DIT liv.
Jeg ved ikke hvad der vil ske når/hvis jeg får et slag i hovedet igen,
måske sker der ikke noget, 
måske bliver jeg hjerneskadet, 
måske kan jeg ikke tage en uddannelse, 
måske får jeg bare ondt i hovedet.
Men en ting ved jeg, jeg vil ikke leve i frygten,
JEG VIL LEVE.

Maria er siden blevet færdig som student og har haft comeback som målmand hos Fortuna Hjørring. Godt kæmpet, Maria!