Intensiv genoptræning efter hjerneblødning

Som sygeplejerske har jeg aldrig vidst så meget om apopleksier, indtil jeg blev ramt af en hjerneblødning som 54 årig. Jeg sad i kørestol et halvt år med lammelser i venstre side. Selv om det handler om det fysiske, er psyken ligeså vigtig. Det kræver udholdenhed, stædighed og tro på egen styrke. Det er din krop, og du er den nærmeste til at tolke dens signaler.

Selvfølgelig er der dage, hvor man er lidt ked af situationen og næsten ikke orker den daglige kamp. Men der skal bare arbejdes ihærdigt. Det handler om at tage det, du vil have, sætte krav til dig selv og omgivelserne. Forvent respekt af dem, der omgiver dig, også selv om du virker lidt kluntet.

Min intensive genoptræning

Jeg følte, at jeg selv var gået lidt i stå med min genoptræning derhjemme, derfor søgte jeg professionel hjælp hos NeuroFys.dk til at komme videre.  Jeg forventede en bedre og mere afslappet gangfunktion, så jeg kunne klare at gå en længere tur med min hund og familie og helst uden hjælpemidler. At turde gå ud og handle alene med en indkøbsvogn. 

Jeg fik hos NeuroFys.dk en fysioterapeut med en ægte interesse i min recovery, - én der kunne lytte og guide mig på professionel vis, og en der var ekspert på området og som kender til de problemstillinger, der altid kommer, når man er ramt af en apopleksi, både på det psykiske, fysiske og sociale plan.

Jeg følte mig forstået og accepteret som den jeg nu var, det gav mig lidt af min identitet tilbage, samtidig med oplevede jeg en god coaching fra mine behandlere, der var ingen bebrejdelser eller nederlag, der var støtte til bedring også selv om det så sortest ud. 

Hos NeuroFys.dk er man ikke bare en patient, eller dén med lammelsen i venstre side. Der blev gjort meget ud af at tale om, hvad jeg tidligere havde beskæftiget mig med, der var fokus på mine ressourcer, ikke kun min manglende fysiske kunnen. 

Det var også en rar oplevelse, at det ikke var et hospitalsmiljø, men et hyggeligt træningslokale med blomster og kaffe. Ingen havde mere travlt end at alle blev hilst velkommen og mødt med en sjov bemærkning. 

Jeg tør bedre udfordre mig selv efter træningsperioden.

-Jeg har absolut fået forbedret min gangfunktion og føler nu bedre at kunne holde balancen, - kan nu gå en længere tur med min familie uden rollator, men jeg benytter vandrestokke og kan gå en distance på ca. 1-2 km. Jeg kører alene ud for at handle, og håndterer fint indkøbsvognen uden problemer. Jeg er også blevet lidt hurtigere til at gå samt i dagligdagen klare almindelige gøremål i hjemmet. Jeg støvsuger og gør rent, kan bedre vende mig om og klatre op på en lav stige og komme ned igen ved at gå baglæns og sikkert. 

- Jeg har fået lavet struktur i hverdagen, så jeg når min træning og også får slappet lidt af – hver sin ting til hver sin tid. Bede om hjælp når jeg ikke kan selv.

-Desuden har jeg ændret holdning til mine livsværdier, nu er jeg blevet glad for at kunne udføre og gøre ting som jeg tidligere ikke synes var en selvfølge for mig at kunne. Fokus for mig, ligger på genoptræning, at vinde mig selv tilbage og få en normal hverdag igen, og jeg har ikke opgivet endnu.

-Jeg har også indset at det tager tid at rehabilitere, samt at være tilfreds med egen formåen og være glad for, at der sker ændringer til den gode side. Det går stille og roligt fremad, tidligere var jeg meget utålmodig og havde gang i en masse ting på en gang. Yderligere havde jeg en stor selvkritik og store forventninger til mig selv og mine omgivelser, nu er jeg blevet ydmyg og tager imod det der kommer. 

-På en måde føler jeg mig lidt privilegeret og måske mere tilfreds i det daglige, jeg tager mig tid til mig selv, dette har der aldrig været plads til før, uden jeg fik dårlig samvittighed. Jeg er begyndt at prioritere det jeg vil og sætte grænser for min formåen (økonomisere med mine kræfter)

- Derudover har jeg haft problemer med urininkontinens, hvilket jeg var meget ked af, og det er svært at tale om. Men under træningen kom det naturligt frem i samtalen og jeg fik instruktioner i bækkenbundstræning og har trænet lige siden. Nu er mit problem reduceret meget, så når jeg planlægger mit liv, kan jeg leve med det uden gener i dagligdagen.

Jeg træner fortsat efter det træningsprogram, der blev udarbejdet til mig, og jeg føler stadig jeg kommer et lille skridt fremad hver dag, og der er meget jeg endnu skal arbejde på selv.       

Du kan læse mere om Lis i artikel i Hjernesagen: Vejen tilbage til et tåleligt, uafhængigt liv